Billedtekst: Fra højre ses Catherina Wilckens, Marie Bruun Nielsen og Jonas Fredriksson
Hvordan sikrer man, at nye arbejdsgange og nyt udstyr fungerer optimalt i en klinisk hverdag? I SUSUES-projektet er svaret klart: ved at samarbejde på tværs af fag, metoder og lande – og ved at tage brugernes erfaringer med i overvejelserne.
I regi af Interreg-samarbejdet arbejder svenske og danske partnere tæt sammen om at udvikle viden, der kan styrke brugen af engangs- og flergangsendoskoper og implementeringen af nye arbejdsgange på endoskopiafdelinger. Her spiller særligt de kvalitative metoder en central rolle.
Brugerperspektiv i forandringsprocesser
På Sjællands Universitetshospital sidder Marie Bruun Nielsen og lægger sidste hånd på en spørgeguide. Den skal bruges i hendes kommende interviews med læger og sygeplejersker, som i deres daglige arbejde anvender henholdsvis engangs- og flergangsendoskoper.
Marie arbejder med kvalitative metoder for at få indsigt i brugerperspektivet – altså hvordan sundhedspersonalet oplever udstyret og de arbejdsgange, der følger med. Det er afgørende viden, når man ændrer praksis i sundhedsvæsenet. ”Når man potentielt ændrer udstyr og arbejdsgange, som påvirker personalets hverdag, er det helt afgørende at forstå deres erfaringer og hvad det betyder for deres arbejde og behandlingen af patienter,” forklarer Marie.
Nogle af brugerne har endoskopet i hænderne i lange perioder ad gangen, og derfor er det afgørende at få belyst, om der er forhold ved udstyret, som ikke fungerer optimalt i praksis. Det handler både om arbejdsglæde og arbejdsmiljø for sundhedspersonalet – men i høj grad også om patientsikkerhed. Hvis man skal arbejde med et endoskop, der ikke fungerer godt nok, kan det få betydning for behandlingen af patienterne. Netop derfor er det vigtigt at inddrage brugerne og få deres erfaringer frem i et projekt som SUSUES. De input, som især sygeplejersker og læger bidrager med, giver værdifuld viden, som kan bruges i den videre udvikling og forbedring af endoskopi-praksis på hospitalet.
Gennem observationer i klinikken får Marie indblik i, hvordan endoskoperne anvendes i praksis. Hun har flere gange været til stede på operationsstuen og overværet sundhedspersonalets arbejdsgange i forbindelse med en endoskopi. Observationerne danner afsæt for interviews, hvor bl.a. læger og sygeplejersker uddyber deres oplevelser. Kombinationen af observation og interview giver nuancer, som kvantitative data alene ikke kan afdække. ”Man kan umiddelbart tro, at et lettere engangsendoskop gør arbejdet nemmere. Men mine interviews med kirurgerne viser, at den lave vægt også kan gøre det sværere at styre skopet nogle steder. For nogle handler det om at savne lidt tyngde, for andre om vane. For mig er det vigtigt at belyse de forskellige perspektiver.” siger Marie.
Faglig sparring styrker kvaliteten
Som en del af SUSUES-projektet samarbejder Marie Bruun Nielsen tæt med Jonas Fredriksson, ph.d.-studerende ved Norrlands Universitetssjukhus i Umeå, om brugerundersøgelser på tværs af danske og svenske endoskopiafdelinger.
Samarbejdet har haft fokus på at skabe et fælles metodisk grundlag for de kvalitative undersøgelser, så indsigterne kan sammenlignes og bruges på tværs af nationale kontekster. Her bringes både klinisk erfaring, forskningsmæssig indsigt og metodisk viden i spil.
Den løbende faglige sparring har bidraget til at kvalificere arbejdet med brugerperspektivet og sikre en ensartet tilgang til interviews og observationer i projektet.
Billedtekst: Jonas og Marie samarbejder om brugerundersøgelser og bidrager med hver sin faglige baggrund.
At lære af hinanden i praksis
Samarbejdet blev yderligere styrket under et projektbesøg i Umeå, hvor Marie og Jonas brugte tid på at forberede de kommende interviews. Marie gennemførte bl.a. et interview med en svensk sygeplejerske, mens Jonas observerede.
” Vi snakkede om interviewet bagefter, og jeg forklarede, og han spurgte ind. På den måde prøver jeg at lære fra mig, og sikre, at Jonas er klar til at udføre interviews.”
Efterfølgende skal Jonas selv interviewe personalet på endoskopiafdelingen i Umeå for at få indblik i brugerperspektivet under svenske forhold.
Det handler om at forstå hinandens virkelighed
Selvom endoskopiafdelinger i Danmark og Sverige på mange måder ligner hinanden, er der også lokale forskelle, som kan have stor betydning for implementering af nye arbejdsgange. Derfor prioriterer SUSUES-projektet fysiske besøg, rundvisninger og observationer højt.
”Bare det at være på rundvisning, få lov at observere en operation, stå på gangen og bare observere, og lave et interview, har gjort at jeg forstår det svenske setup endnu bedre, og forstår forskellene. Så besøg hos hinanden er guld værd!” siger Marie.
Sproglige forskelle kan være en udfordring, men de kan overvindes med åbenhed og tålmodighed.
Når Marie interviewer, spørger hun ind til ting hun har observeret, så personen har noget at snakke ud fra, og hun stiller opfølgende spørgsmål. Derfor kan det være en udfordring at interviewe en person, der ikke taler samme sprog – sådan som Marie gjorde under besøget i Umeå – ”men det kan lade sig gøre, hvis begge parter ikke er bange for at sige til, når der er noget, man ikke forstår. Jeg tror, et sådan interview tager lidt længere tid, da begge parter nogle gange må bruge længere tid på at forklare, hvad man mener.” siger Marie.
Kvalitative metoder som værktøj til implementering
I SUSUES-projektet spiller kvalitative metoder en rolle på samme måde som kvantitative data gør. Ved at observere og tale med læger og sygeplejersker får projektet indsigt i, hvordan udstyr og arbejdsgange opleves i hverdagen. Det giver konkrete pointer om, hvad der fungerer godt – og hvor der kan være udfordringer – til gavn for fremtidens anvendelse af endoskoper.
Samarbejdet mellem Marie og Jonas er et godt eksempel på, hvordan det tværregionale og tværfaglige samarbejde i et Interreg-projekt fungerer i praksis. Sammen udveksler de viden, sparrer og lærer af hinanden – en arbejdsform, der skaber merværdi for projektet og kendetegner tværnationalt samarbejde under Interreg.
Læs mere
Kirurgisk afdeling på Sjællands Universitetshospital afsluttede d. 1. september 2025 ét helt år, hvor man som udgangspunkt har anvendt engangsendoskoper.
SUSUES inddragede projektets cirkulære netværksgruppe, da der skulle afholdes halvårligt fællesmøde. Netværket udfordrer og kvalitetssikrer projektet, ligesom det også bidrager med viden og sparring.